Om et norsk Nationalmuseum

I 1885 presenterer arkeologen Ingvald Undset ambisiøse tanker om er norsk nasjonalmuseum, som både skulle omfatte «nationalgalleriet, skulpturmuseet, kobberstiksamlingen, kunstindustrimuseet, museet for nordiske oldsager, myntkabinettet og etnografisk museum», samt et norsk folkemuseum.

  • Ingvald Undset
    Ingvald Undset (1853-1893). Fotografert i 1878. Hansen / Trondheim byarkiv

«En sådan samling, som man kanske passende kunde kalde det norske folkemuseum, vilde være af stor såvel national som videnskabelig betydning. Dens særlige opgave vilde være at illustrere det eiendommelige kulturliv, som i de sidste århundreder har existeret hos vort folk, og hvoraf rester har holdt sig indtil denne dag. Nu skaffer de fuldkomne samferdselsmidler og det livlige og stadige samkvem mellem by og land den uniforme verdenskultur hurtig indgang over alt: landet følger temmelig nær efter byerne i at optage de vekslende moder; det udenfra modtagne slår ikke sådan rod og afføder neppe mere særlig nationale udviklinger. Dette museum vil naturligen slutte sig som en fortsættelse til den middelalderlige afdeling af museet for nordiske oldsager, med hvilket det maske også kunde sættes i en vis forbindelse; ønskeligheden af at få en mand, der kan gøre denne del til sin hoved beskæftigelse og her arbeide under det fulde personlige ansvar, taler dog for, at det konstitueres med en vis selvstændighed.» 

[...]

  • Om et norsk Nationalmuseum

«I folkemuseet må vi forøvrigt ikke blot samle materiale til belysning af bondestandens liv i de senere århundreder: vi må også lægge an på at illustrere de eiendommeligheder, som fandtes udviklede i byerne og hos borgerstanden. Om end materialet her er sparsommere levnet, idet det meste af, hvad der havde særpræg, her forlængst er skyllet bort, så vilde man dog endnu kunne sammenstille interessante interiører.

En tidsgrændse nedad for hvad dette museum skulde om fatte, vilde i sin almindelighed være at sætte ved det punkt, hvor rapporten med den moderne uniforme verdenskultur bliver så livlig, at dennes hyppigt vekslende moder også hos os afløser hinanden så raskt, at der ikke bliver tale om nationale omformninger og udviklinger af dem. Opad vil dette museum komme til at række hånden til oldsagmuseet: hvorledes de vil afgrændse sig til hinanden, vil naturligvis med lethed kunne fastsættes, når en virkelig organisation skal iværksættes.

I dette folkemuseum vil vor nationale kulturs historie og vort folks eiendommelige liv blive illustreret på en måde, som ikke kunde ske ud af de skriftlige kilder i bøger og arkiver: disse forskellige arter af kildemateriale vil supplere hverandre, så at vi af det alt tilsammen klart kan lære fedrenes forhold og kultur at kende.»